søndag den 23. december 2012

Glædelig jul - og god vin?


Så er det dagen før dagen, og herfra skal der lyde et glædelig jul til bloggens læsere.

Julemaden er så småt ved at blive sat i gang (svigermors and påbegyndes allerede den 23.), og træet står klar i stuen. Og julevinen? Den har jeg styr på. Hvad med jer?

Som altid har jeg været igennem alle de klassiske overvejelser - skal vi være bundklassiske og kaste os over en Amarone? Skal jeg gå efter reklamebladenes bud på "Årets julevin"? Eller skal jeg hellere kaste mig over hvad jeg normalt synes er et af de bedste bud, nemlig en Chateauneuf du Pape eller en australsk pendant på et klassisk GSM-blend?

Kigger jeg på hvilke indlæg her på bloggen, som der er blevet søgt mest på her i december, er det tydeligt at andre tænker ligeså. En tidligere "Året julevin", Fess Parkers Frontier Red, er igen i år at finde i reklamekatalogerne, og den er der blevet søgt aktivt på. Super Best har kastet en Amarone fra Le Ragose op som årets bedste bud, og også den har kastet rigtigt mange besøg af sig. Og så er det faktisk overraskende at se at en klasse-vin som Aalto også ligger højt på listen - der er nogle derude der virkelig har god smag.

Og hvad er jeg selv landet på?

Ja, jeg har også selv læst med på andres blogs, og faldt især over det her super gode indlæg, hvor forskellige vine blev vurderet ift. hvilken mad man spiser til jul. Efter lidt videre søgen på nettet, endte jeg med at prøve en LePlan-Vermeersch GT-G 2010 - en naturvin fra Côtes du Rhône Villages i Frankrig (og til dem der, igen, følger med i Oz og James' vineventyr i det franske på DR2, vil vide at Villages er en betegnelse der især sættes på de bedre af områdets vine. Wine Fact).

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal vente, men normalt er Rhone-vine gode bud på vin til julemiddagen, og mit sidste møde med natur-vin var ikke helt dumt, så i bund og grund ser jeg rigtig meget frem til morgendagens vin.

Rigtig god juleaften - vi ses på den anden side af den fede mad og den gode vin.

2 kommentarer:

  1. Hej Jesper og glædelig jul.
    Ser ud til at være et godt valg af julevin:) jeg selv har købt "Bastide de Rhodarés" som jeg er lidt spændt på.
    Derudover skal der Riesling på bordet også, det er jeg endnu mere spændt på. Tror dog kun det er mig og konen som finder det interessant, man skal jo ikke pille for meget ved traditionerne her i Jylland, hvor jeg kommer fra:-). Gør dog et forsøg alligevel.
    Jule hilsner
    Alex.

    SvarSlet
  2. Hej Alex

    Du er en modig mand, sådan at rokke ved de faste traditioner, men godt du gør det :) Og det er da et spændende forsøg - ikke at det kan sammenlignes, men har læst at noget der faktisk går rigtig godt til julemaden, er Champagne. Hvem havde troet det? Håber du fortæller hvordan parringen gik, på din egen blog.

    Rigtig god jul til dig og familien.
    Hilsen Jesper

    SvarSlet