fredag den 19. oktober 2012

Aalto 2009


Da vi sidste lørdag havde hyggeligt besøg, sluttede vi aftenen af med at åbne en flaske jeg har set rigtig meget frem til at gensmage - nemlig den spanske Aalto fra regionen Ribera Del Duero, i en årgang 2009 - en vin lavet på ren Tempranillo.

Både Palle og jeg har smagt den for godt et år siden, men den faldt sent i en vinsmagning hvor vi blev kastet rundt i forskellige dele af verden, så vi var begge spændte på hvordan den egentlig ville performe, nu hvor den ikke skulle holdes op imod så mange andre smage. Et minde vi dog begge havde var, at det var en god vin, og det så vi frem til forhåbentlig at få bekræftet.

Og det blev det, også i den grad. Det var en kraftig sag, men så ufattelig flot balanceret. Der var frugt, der var fad, der var tannin, og det hele var bare flettet sammen i en fantastisk mundfuld, der bare skreg på at blive fuldt op af endnu en, og endnu en, og...

Når det så er sagt, så skal det også siges at vinen stadig er ung, og der er ingen tvivl om at den over de næste år vil fortsætte sin udvikling til en endnu bedre oplevelse.

Jeg har haft en god fornemmelse med denne her vin, og mine forventninger blev til fulde indviet. Jeg mener virkelig at den her vin rammer et totalt sweet spot mellem pris og kvalitet, og jeg vil med kyshånd tage imod forslag til vine der slår denne i kvalitet, men til en billigere penge. I går var jeg en tur over den tyske grænse, hvor jeg besøgte Dansk Vinlager (mere om det i et senere indlæg), og der snakkede jeg med en sælger der også havde denne vin som sin absolutte topvin fra Spanien - også han mente at pris og kvalitet her gik op i en højere enhed.

Vinen er købt til en pris på 300 kroner ved køb af seks stk. hos Brødrene Dahl's vinhandel, men jeg har netop fundet den hos Uhrskov Vinhandel til en pris på 279 kroner ved seks stk. Den pris kan endda komme endnu længere ned, hvis man bor tæt på grænsen, og kan tage til netop Dansk Vinlager i Flensborg. Der koster den 240 kroner stykket - ved seks stk. kommer den ned i 200 kroner flasken. For pokker da.

Karakteren lander for Palles vedkommene på et B, og et B+ når den har åbnet sig om nogle år. Jeg er ikke bleg for at kaste et A efter den, for det er virkelig en topvin, især med potentialet in mente, og bor man tæt på grænsen og kan handle i Flensborg, ja, så sprænger vi sgu skalaen. Køb, køb, køb.

Karakter: A

1 kommentar:

  1. PS - til en pris på 200 flasken så er jeg saksusme også klar med karakteren A - minimum!!!

    Min karakter var med på baggrund af en stk-pris på 300 kr.

    Glæder mig til at drikke den igen. Er helt sikker på den bliver bedre om 5 år - tror bare ikke jeg kan lade den være i så lang tid - my precious :-)

    SvarSlet