Nytår og fantastisk vin

Så blev det 2012, og sikke en fantastisk måde vi trådte ind i det nye år. Det er ikke fordi vi holdt den vildeste abefest (den slags slutter når man, og alle vennerne, begynder at få småbørn), men vi var samlet fire par, der alle satte især mad og vin i højsædet. Hvert par stod for en ret, og så havde vi overladet det til hver i sær at tage vin med til eget forbrug.

Jeg har tidligere fortalt hvordan min kæreste, min gode vin-ven Palle og jeg selv, valgte at gøre nytåret 2011 til Mollydooker-night, og derfor gik vi sammen om en flaske hvid The Violinist 2011, og så de to røde Gigglepot 2009 og Velvet Glove 2010. Vi kendte alle Gigglepotten, men var spændte på hvordan de to andre ville være. Ikke mindst op imod den mad vi skulle have.

Første ret stod min smukke ven Jonas for. Hans datter var desværre blevet syg, så hans kone måtte blive hjemme, hvilket overlod et større køkkenarbejde til Jonas selv. De 10 minutter han lige skulle bruge i køkkenet, blev hurtigt forvandlet til en lille time, men skidt pyt, for der blev i sidste ende serveret ægte forkælelse.
Han havde lavet ovnbagt havtaske som var lagt på en eller anden puré, omkrandset af nogle salte mandler, små fine rødbedeklumper i en glace, og så var der rodfrugt-chips, igen med en puré som dyppelse. Fint så det ud, og godt smagte det, og til retten havde Jonas købt en Cava som gik rigtig godt til. Det gjorde lidt at vores Violinist blev lidt overflødig, men den skulle selvfølgelig åbnes og prøves til retten.

Mollydooker The Violinist 2011
I glasset fremstod The Violinist utroligt lys og klar, og med en alkohol på 16% var vi en anelse spændte på hvad vi skulle smage. Duften var egentlig fin, men allerede her fornemmede man den høje alkoholprocent.
Smagen var et kapitel for sig, for aldrig har vi smagt en hvidvin som denne. Palle blev ved med at snakke om, at havde den været nogle grader varmere, og drukket blindt, ville man have troet det var en rødvin. Det var ren fuldemandssnak, men det passer at den havde smag som ingen anden hvidvin.
For det første smagte alkoholen meget kraftigt igennem, og det første glas drak vi inden maden, på tom mave, og det føltes næsten som at bunde et vodka-shot. Det rev godt og grundigt i maven. Vinen manglede det friske og sprøde som man finder i mange hvidvine, og der var ikke nogle klare frugtnoter. Jeg endte med at beskrive smagen som meget "grøn", forstået som at det mere var noter af grøntsager, end af frugt, der trådte igennem.
The Violinist er en meget speciel vin, som jeg ikke nødvendigvis er utilfreds med. Den er bare meget anderledes, og så er alkoholen nok en anelse for høj. Jeg tror Palle tog flasken med hjem, med den slat der var tilbage, så måske han kan fortælle hvordan den var på anden-dagen.

Anden ret stod aftenens værter, Rasmus og Camilla for, og de havde lavet andebryst på rødbede (jeg ved ikke hvad det er med de satans rødbeder, som både Jonas og Rasmus/Camilla brugte. Måske noget med at det er "årstidens rodfrugt"), samt en lille fin kartoffel. Igen en flot an(d)retning, og en ret der smagte rigtig godt. Rasmus mente selv, at han med denne ret ligesom afsluttede julen på behørig vis, og måske der var noget om det.
Her valgte vi at åbne Gigglepotten, og den vil jeg ikke skrive særligt meget om, da den var præcis lige så god som jeg husker den. Det er en virkelig fantastisk vin, der bare bliver ved med at please, og så gik den helt fint til retten. Yum-yum.

Tredje ret var Palle og Dittes, og de havde lavet en rigtig fornem tapas-tallerken til os hver. Der var adskillige lækre pølser (både nogle med vin og nogle med chilli i), en lækker svinekæbe, og en suveræn pesto, og så selvfølgelig godt med brød. Nå ja, og lidt svampe og oliven. Alt sammen meget lækkert, og noget man bare kan side og hygge over.
Her åbnede vi vinen vi havde glædet os aller mest til, Mollydookers Velvet Glove. Det var en vin, og en oplevelse, der var så fin, at den får sit eget indlæg. Intet mindre.

Men afslutningsvis skal det da lige siges, at fordi vi nærmede os midnat, og fordi der stadig var Velvet Glove i glasset da klokken slog 24, kan man sige at vi både afsluttede vinåret 2011, og startede det nye vinår 2012, på aldeles ordentlig manér.

Og til dem der tænker "hvilken ret stod dig og kæresten så for?", så var det noget med en chokolade-tiramisu der havde fået lidt for meget sprut til rigtigt at være en nydelse, så den springer vi let og elegant henover.

Rigtig godt nytår.