Når en vinblogger tager til London

I den forgangne uge var jeg en tur i London, og når man er det, så er der lidt stille på bloggen. Til gengæld var der ikke stille i London.

Dem der kender til London vil dog vide, at dette indlæg bliver en anelse blasfemisk i forhold til bloggens emne, for når man er i London, England, så drikker man altså ikke megen rødvin. Man drikker øl og te. Beer, tea and wine fact.

Vinguruen Oz Clarke og bilnørden James May har i to tv-rejseprogrammer rejst både Frankrig og Californien tyndt, for at undervise englænderne i druernes fortræffelighed, og James May havde samtidig det ædle mål, at finde en god vin til få penge. En understregning af at vin bare ikke er det man gør mest i, i England.

Når nu der så ikke gik vin i den, hvad gik der så i den, spørger nogle måske (og tak for spørgsmålet). Jamen, der gik da selvfølgelig øl i den. Både lunken flad ale, frisk bitter og lokal humlefuld øl, og de blev drukket nogle rigtigt spændende stedder.
Så til de af jer der trods alt ikke er fuldstændigt religiøse med jeres vin, og som måske en dag tager til London for også at smage på øl, kommer her en lille liste med pubber jeg på det kraftigeste kan anbefale at man slår vejen forbi.

The Old Bank of England Pub - Fleet Street

Hål ååb der er fint.

En af dagene tog vi på en guidet tur rundt i området The Strand/Fleet Street. Det er her mange af teatrene ligger, og det viste sig at der også lå en del fine pubber. Når jeg siger fin, så er der vist ikke nogen pub der slår The Old Bank of England, som ligger på Fleet Street, kort efter The Strand skifter navn til Fleet. Det er simpelthen den gamle banks hovedsæde der er bygget om til pub. Man har bibeholdt det fine interiør, og har smækket en stor flot bar op i midten af lokalet.
Vores guide var en gammel amerikansk rotte (der dog havde boet i London i 40 år), og han var mere en med på at vi drak en øl på samtlige af de pubber vi besøgte.
Denne pub skal ses, simpelthen fordi den er så hamrende anderledes, samtidig med at den giver et indblik i en ekstravagance, man sjældent får lov at se.

Ye Olde Cheshire Cheese - Fleet Street

Den første lille bar, tæt ved indgangen til pubben.

Snakke man om en godt gemt hemmelighed, så kan man sagtens snakke om denne pub. Pubben ligger også på Fleet Street, cirka halvvejs mellem The Strand og St. Pauls Cathedral. Den er godt gemt, for man skal ind i en lille gyde, for at finde indgangen.
Det første man ser inde i gyden, er det fine gamle skilt, der udover at fortælle pubbens navn, også kan fortælle at den er blevet rebuilt i 1667. Hmm. Inden for døren kan man dreje til højre for at komme ind i det meget lille publokale (der i gamle dage kun var for mænd), eller til venstre for at træde ind i den mørke men hyggelige spisesal, hvor der både er ild i kaminen og savsmuld på gulvet (her spiste vi forresten, og det smagte fortrinligt. Ægte britisk mad). Ved indgangen er der også mulighed for at gå ned af en hovedpinefremkaldende smal og lav trappe, så man kommer ned i et kælderlokale hvor der også er plads at side. Herfra kan man gå yderligere et par trin ned til et lille aflangt rum, og derfra videre ned til et større rum, der her byder på endnu en bar. Baren spreder sig altså over tre fire etager, nedad, og alt er holdt i hvide sten og brune bjælker. Hamrende autentisk, og hamrende hyggeligt. Her tilbragte vi en hel aften, og det er et sted jeg gerne kommer tilbage til.

The Nags Head - Kinnerton Street

Baren er fuld af nick-nack, og trappen ned anes til venstre.

En sidste pub der skal have et par ord med på vejen, er The Nags Head. Af helt tilfældige årsager, var min gode vinven Palle også i London (og nej, vi var ikke på tur sammen), og han havde besøgt denne pub, og kunne kun anbefale den.
Pubben ligger på Kinnerton Street, nær Hyde Park Corner, og er en rigtig lille original bule. Uden for pubben, mødes man af skilte der advarer mod brug af mobiltelefon indenfor. Gør man det alligevel, bliver man smidt ud (hvilket skete da jeg var der. En slikket italiener mente ikke reglen galt for ham. Det gjorde den). Palle kunne også fortælle, at når ejeren selv stod i pubben, så var der også retningslinjer omkring anbringelse af overtøj (på de små knager der hang overalt i pubben).
Ejeren var dog ikke på sin plads da jeg besøgte pubben, men det ændrede på ingen måder på stedets charme. Når man kommer ind i det lille pubrum, er der en lille bar, hvor der bagved den går en lille trappe ca. en halv etage ned. Her ligger resten af pubben, og man kan gennem baren kigge op og ned på de to små rum som pubben består af. Baren er fuldstændig oversået med gamle billeder, sportsgenstande, ure, tegninger, avisudklip, ja you name it. Loftet er totalt dækket af underlige gamle avisudklip, og med det lave loft og de tændte kaminer, er det alt sammen med til at lave en fantastisk hyggelig atmosfære. Besøg, besøg, besøg.

Med alle denne snak om pubber og øl (og te), kan det så passe at der slet ikke gøres i vin i London? Jo, selvfølgelig gør der det, men jeg skal være ærlig og sige, at vinen for en lille uge, var sat i baggrunden. Alligevel fik jeg da drukket en enkelt flaske Ruffino Chianti på Oxo Towers brasseri, samt en flaskes husets ligegyldige på en eller anden restaurant i The Strand-området. Den første bedre end den anden, men ingen af dem noget specielt at skrive hjem om.
Dog så jeg en rigtig fin vinhandel, lige der hvor The Strand bliver til Fleet, men der var desværre lukket da jeg kom forbi. Ydermere så jeg også en vinbar i området omkring Leicester Square, men igen, kom ikke derned.

Jeg håber at dette indlæg ikke støder for mange af jer (som om), og til de interesserede håber jeg at jeg har kunnet videregive lidt inspiration til en god øl-tur til London.
Og lad os hermed vende tilbage til vinen, her på bloggen. På lørdag går det nemlig løs med en vinsmagning jeg glæder mig så meget til. Mere følger.