Tre dage, tre flasker vin

Siden i torsdags, er vinkælderen blevet tre flasker vin mindre.

Som tidligere skrevet, var det i torsdags international Mollydooker dag, og i den anledning havde jeg jo proklameret at det skulle fejres med en flaske Gigglepot 2009. Det blev det, og den var præcis så god som jeg huskede den. Af en eller anden underlig årsag, som jeg stadig prøver at komme til bunds i, fik vi ikke drukket flasken op, hvorfor der var lidt tilbage dagen efter. Derfor kan jeg fortælle at Gigglepot også er en fantastisk vin dagen derpå, og at den ændre karakter, måske endda samler sig til et klarere smagsindtryk. Vi var i hvert fald begejstrede.

Lørdag aften fik vi besøg af mine forældre, og i den anledning lavede vi ragout. En dejlig en af slagsen (mest fordi jeg plaskede noget der ligner en hel flaske rødvin i). Normalt når man hælder vin i mad, er det en god idé ikke at hælde for dyr en vin i, men jeg tror jeg endte med at hælde en vin til omkring 100 kroner i.
Det kan lyde helt åndsvagt (for man kan ikke smage en "kvalitetsvin" når den svømmer rundt sammen med fond, fløde, kød og grøntsager), men årsagen er for mig ret indlysende.
Jeg hældte en Falesco Oro i, og det er ellers en vin der burde smage godt. Problemet er bare at jeg har smagt den før, og jeg synes virkelig den smagte dårligt. Den var kedelig, nærmest syrlig i smagen, og slet ikke en nydelse i min mund. Jeg overvejer lidt om den i bund og grund har peaket, og det er derfor den ikke smagte mig bedre. Hvorom alting er, så er det ikke en flaske jeg på noget tidspunkt ville have lyst til at åbne for at nyde, så derfor giver det jo god mening at hælde den i maden. Jeg har i hvert fald billigere vine på lager jeg langt hellere vil drikke for at nyde.

Nå, men forældrene kom, og mens ragouten stod og simrede, smagte de lige den sidste tår der var tilbage af Gigglepot'en (ja, vi er på tredjedagen nu, og jeg forstår heller ikke at der var mere tilbage i den flaske). De udbrød straks at det var en overordentlig fantastisk vin, den blev ved med at vælte ind over dem med smagsindtryk, og for pokker det var lækkert. Sådan, endnu et par Dooker-elskere er født.

Ragouget blev færdig, og til den valgte jeg at servere en Duque de Huescar Reserva 1996 (en Rioja). Den har jeg smagt før, og der var jeg nogenlunde glad for den, selvom den ikke fik vist sit fulde potentiale. At det var den der blev drukket her til aften, skyldes at jeg på Cellartracker havde læst at den nu havde peaket, og at der derfor ikke er meget mere at komme efter i den.
Den smagte godt, men jeg er enig. Jeg huskede den som bedre, og selvom den nok ikke er blevet markant dårligere siden jeg smagte den for nogle måneder siden, så er der i hvert fald ingen grund til at have flere af den liggende i kælderen.

Selvom vinen ikke helt kunne leve op til de håbefulde forventninger, så var det alligevel dejligt igen at være tilbage i den gamle verden, og at smage en vin der byder på noget helt andet end en power-pumpet australsk lækkerbisken.