Campillo Reserva 2006

Da jeg i sidste uge besøgte mine forældre i Odsherred, og pludselig fik en ubændig trang til kraftig spansk rødvin (hvilket jeg ikke havde medbragt og min far ikke lå inde med), måtte jeg søge mod et af de lokale supermarkeder, for at se hvad de kunne diske op med.

Butikken blev Super Brugsen i Højby, og vinen blev en flaske Campillo Reserva fra Rioja i en årgang 2006. Udvalget af spansk vin var ikke voldsomt, men jeg har haft mange gode oplevelser med Rioja-vine (Ribera Del Duero havde været bedre, men helt udelukket her), og en Reserva med lidt alder havde da potentiale. Samtidig var prisen på 99 kroner indbydende - omkring de 100 kroner synes jeg at spansk vin begynder at kunne præstere (ja, det var klart en generelisering).

Vinen blev drukket over en aften, og præsterede rigtig godt. Næsen bød helt klart på alder, i form af den lidt hengemte museumsduft som jeg ofte oplever. I munden læder, stald og igen den lidt tørre museumsnote (træk vejret gennem næsen i et af de gamle huse på frilandsmuseet, og du har en idé om hvad jeg taler om). Der var gode velintegrerede tanniner, der satte et kraftigt aftryk forrest i munden.
Smagebilledet var fint og velbalanceret, selvom jeg godt kunne ønske mig et lidt kraftgere udtryk, samt en længere eftersmag.

Samlet set er jeg godt tilfreds med indkøbet, da vinen bød på noter jeg er så vild med (læder og stald). Samtidig var det rart at se en vin fra et supermarked med lidt alder, og som så tilmed kun stod til 99 kroner.

For folk der vil prøve hvad vin også kan være, og hvad lidt alder kan gøre ved en smag, er det her et rigtigt fint sted at starte. Derfor skal karakteren sniges op på et B-. Det var sgu en rigtig god vin til prisen, men den lidt milde smag og den korte eftersmag er årsagen til minusset.

Karakter: B-

Endelig en vingummi for voksne

I den forgange uge besøgte jeg Nygårdens Gårdbutik som ligger mellem Højby og Nykøbing Sj. Det var en hyggelig gårdbutik af en rimelig størrelse - klart et besøg værd, hvis man er på de kanter.

Vinudvalget var ikke så imponerende (hovedsageligt chilensk), men det er heller ikke på det område gårdbutikker skal markere sig. Til gengæld fangede den ovenstående bøtte vingummier min opmærksomhed, med sine noget aparte smage - hvad siger I til vingummi med smag af rom, whisky eller rødvin?

Endelig en vingummi for voksne smagsløg ;)

Some Young Punks The Squid's Fist 2011

Som åbning på denne smagenote, skal lyde et stort undskyld til Jeppe, min søns yndlings-pædagog i vuggestuen, som fik en flaske af denne vin, da han stoppede lige inden sommerferien - Jeg havde håbet på en pleaser, men det var det sgu ikke.

Vinen er australsk, og er lavet af rødderne hos Some Young Punks - et vinhus jeg har sympati for, fordi de tør bringe sjov og attitude ind i vinverdenen, ikke mindst gennem sjove og flotte etiketter, men også fordi de kaster sig over, for regionen, atypiske valg af druetyper og blends.

The Squid's fist er lavet på 60% Sangiovese og 40% Shiraz og kommer fra regionen Barossa Valley. Det skal siges at vinen blev drukket af ualmindeligt dårlige vinglas på en lille veranda i den svenske skærgård, hvilket ikke var med til at hjælpe smagen på vej (det med vinglassene - settingen var der intet i vejen med).

Nå, men farven er svær at sige noget om, da de dårlige glas var blå-turkise. Duften var til at starte med ret stram (som et skab fuld af rengøringsmidler), grøn i det, og det var tydeligt Sangiovesen der skar igennem.
Det stramme indtryk skinnede også igennem i smagen, hvor det igen var Sangiovesen der drev smagen frem. Fedme var der ikke meget af, hvilket man til tider ellers kan tilskrive australsk Shiraz-vin, så indtrykket var i grunden lidt køligt og ikke-australsk. Generelt oplevede jeg en meget lidt frugtdreven vin, men til gengæld rimelige tanniner.
Der var noget ristet over smagen, hvilket i små vif ledte mine tanker mod det chilenske. Shirazen foldede sig især ud i det slutlige indtryk, idet mundfornemmelsen blev rundet af i et blidt udtryk. Eftersmagen var dog kort og let spinkel.

Jeg mindes at Thomas fra Smalle Vine, hvor vinen er fra, sagde at det her var en vin der kunne dele vandene. Nogle nød den, andre var ikke glade for den, og selv anbefalede han at drikke den en anelse køligere end man måske normalt ville drikke en australsk rødvin. Det prøvede jeg, men det ændrede ikke på min endelige dom. Jeg er sgu rimelig uimponeret af det her blend, og lander på et C-. Købt på bud til 95 kroner går den måske lige an, men til normalprisen på 149 vender jeg helt sikkert ikke tilbage. Der er der for meget andet australsk som byder sig langt klarere til.

Karakter: C-

Roskilde Festival 2013

Stemmen er endnu ikke normal, kroppen virker slidt og der er stadig en følelse af kraftigt søvnunderskud - alligevel har den forgangne uge på Roskilde Festivalen været helt fantastisk. Som altid.

Det var mit 10. år i træk, og som jeg skrev sidste år, er det en uge hvor vinen bliver sat i baggrunden, øllet tager over, og det generelle forfald får lov at råde. Men sidste år blev der ændret på konceptet, da vi både kom forbi vinbaren Malbec inde på festivalpladsen, og drak medbragt vin i lejren.

Den praksis fortsatte i år, da vi havde fået et par flasker sydafrikansk The Grinder Pinotage 2012 med fra Smalle Vine på Frederiksberg.

Første flaske åbnede min ven Palle og jeg, mens vi ventede på at kunne slå lejr. I medbragte plastikvinglas, spankulerede vi rundt mellem folk, og nød de skønne druer. Vi blev endda enige om, at modsat en gå-bajer, som kun bliver mere og mere kedelig som man går, bliver en gå-rødvin kun bedre, da den lette skvulpen får iltet vinen godt igennem.
Det her var en vin der ikke bare smager godt i hjemmet, men som også var rigtig fantastisk som hyggevin på Roskilde - anden vin blev drukket i lejren.
Massere af smag, godt med krydrede noter, fine tanniner og en en kafferistet fornemmelse, var alt sammen med til at give en rigtig fin oplevelse. Og flere noterede sig at den endda gik rigtig godt efter en halv ramme Pale Ale og hjemmerullede smøger. En god oplevelse, og tak til Smalle Vine for den.

Da først festivalpladsen åbnede, besøgte vi selvfølgelig igen Malbec vinbar. Det varme vejr tog fat, og med rette mente Palle at vi skulle drikke hvid i stedet for rød. Valget blev deres dyreste glas (60 kroner), et glas lavet på Viognier. Det var et ok glas, men ikke mindblowing. Jeg prøvede at spørge lidt ind til vinene, men udskænkeren var en ung knægt, som kun kunne fortælle mig hvad der stod af tekst på vinkortet. Det er andet år i træk vi oplever denne service, og det er sgu ikke i orden, når nu man tænker på at det er en vinbar der har slået sig ned på festivalpladsen. Jeg har forståelse for at den gængse festivalgæst ikke går synderlig op i vinnoter, men en vinbar må vel stadig vise et vist niveau? De skal jo gerne overbevise mig om at et genbesøg, i den virkelige verden, er en god idé.

Oh well, Palle købte senere en anden hvid, måse en Chardonnay (hjælp mig lige, Palle), og den var langt bedre. Frisk og sprød, og skar sig læskende gennem sommervarmen.

Og hvad bød Roskilde 2013 ellers på? Ganske meget af det den nu altid byder på. En ny food court bød på alternativer til den sædvanlige festivalmad, men niveauet i madboderne er generelt steget til et acceptabelt niveau de seneste år, så den megen fokus på økologi og ny nordisk virkede sgu en anelse for prætentiøst i min verden - men fint med et alternativ, og dejligt med fornyelse.

Og musikken? Fuck det, det kan du læse om på Gaffa. Jeg er sikkert enig - med mindre de gav Rihanna topkarakter.

Vi er tilbage igen næste år - sikkert med vin, helt sikkert med øl - sådan er det nu trods alt på Roskilde.

Rock On!