tirsdag den 13. november 2012

Mollydooker The Scooter Merlot 2010


For nogen tid siden lykkedes det mig at skaffe et par flasker Scooter Merlot fra australske Mollydooker, en vin jeg kun har smagt en enkelt gang før, og som jeg ærlig talt ikke rigtig husker.

Faste læsere vil vide at Mollydooker har gjort meget godt i mit vinliv, og jeg har snart været rundt om samtlige af deres vine (eller i hver fald de af deres vine som er til salg på det danske marked), men The Scooter har vist sig sværere at få fat i end Mollydookers andre vine.
Jeg synes at kunne huske at have læst, at det er en af storsælgerne, og den har da også i længere tid været udsolgt, hvorfor jeg ikke har kunnet gensmage den, men som sagt fik jeg fat i et par flasker, som jeg har set frem til at smage.

The Scooter er lavet på ren Merlot, og hører til i Mollydookers Lefty-serie, altså deres "billige" vine til de 160 kroner flasken. Det er en årgang 2010, og så trækker en intet mindre end 16% alkohol. Det her er IKKE en elegant vin.

Jeg skriver at jeg har set frem til at smage denne vin, men ærligt talt er mit valg af tidspunkt ikke det bedste. Jeg kommer jo netop fra en verdensklassesmagning i Bjarnes kælde, hvor elegance, finesse og kvalitet var i højsædet, og ingen af Mollydookers vine opfylder kriterierne elegance og kvalitet. Derfor kunne jeg, med rette, frygte at denne vin simpelthen ville fremstå som for meget. Lad os se.

Vi drak vinen over hele tre dage, og til at starte med fremstod den meget tung med alt for tydelig alkohol. Efter nogle timer samlede den sig dog noget, men det var stadigvæk en for kraftig og unuanceret oplevelse.

Første tår på andendagen var alt for kold (vinen havde været en tur i køleskabet), men tydelig var dog kraft og saft, og noter af mørke friske oliven samt lakrids. Alkoholen er dæmpet, og meget bedre nu.

På tredjedagen er den meget lig andendagen, med meget tung krydret saftig kraft og tydelig salmiak. Det her er simpelthen en vin der bare ikke vil dø - selv efter tre dage åben, og med svingende temperaturer, fra varm stuetemperatur til koldt køleskab, er der saft og kraft på drengen. Hvad der dog ikke er tilstede, er elegance.

Samlet set er det en saftig og smagfuld vin, men jeg synes ikke den fungerer så godt som Mollydookers andre vine - ej heller dem i samme prisklasse. Og efter så megen Pinot Noir og fransk vin i Bjarnes kælder, er det i grunden nok lidt svært at flippe over sådan en bulderbasse her. Den må gensmages på et andet, og mere velvalgt tidspunkt. For nu må den nøjes med et C-. Minusset fordi den er unuanceret og mangler en klar profil.

Karakter: C-

5 kommentarer:

  1. Lidt æv for den. Men 16 % lyder sgu også voldsomt.

    Personligt tror jeg ALDRIG jeg har fået en flaske på 100% Merlot som jeg har kunne lide (eller i hvert fald har genkøbt). Dejlig blandingsvin, men umiddelbart ikke egnet til at stå alene. Men mindre I andre selvfølgelig har nogle anbefalinger?

    SvarSlet
  2. Generelt er Mollydookers vine jo deroppe imod de 16%, og plejer ikke at være så stort et problem. Synes bare ikke den her var i så god balance.

    Jeg må sgu nok også tilskrive mig en søgen efter en god flaske 100% Merlot, for jeg har heller ikke helt set den som elegant, når den står alene. Vi håber andre har set lyset ;)

    SvarSlet
  3. I'm NOT drinking fucking Merlot! ( ja......den skulle lige med :-) )

    SvarSlet
  4. Hej Jesper

    Jeg bliver nødt til at spørge dig, hvordan du drikker dine vine - temperatur, og om du dekanterer? Din oplevelse af Scooteren minder en del om din anmeldelse af Wine Men of Gotham - kraftig, voldsom alkohol, nærmest vammel, hvis jeg forstår dig ret. Dette oplever jeg generelt ved Molly vinene, som jeg synes skal serveres ekstra kølige og særdeles ihærdigt dekanterede, for at nå deres fulde potentiale - som så også er helt outstandng (især Maitre D, af Lefties).
    Grunden til jeg spørger er, at jeg selv har kig på Wine Men - og derfor var lidt ærgerlig over din dårlige anmeldelse (jeg havde også lige set en god vin, til en billig penge). Dog vil jeg ikke lægge så meget i din anmeldelse, hvis du har drukket vinen ved stuetemperatur, og udekanteret.

    mvh. morten

    SvarSlet
  5. Hej Morten

    Tak fordi du læser med og tak for din kommentar.

    Det korte svar er at jeg ikke har dekanteret de omtalte vin - omvendt er flere af dem drukket over flere dage, hvilket giver dem god tid til at ændre sig. Jeg er dog ikke enig i at Mollydookers vine skal drikkes ekstra køligt - for mig dræber det for mange af smagenoterne.

    Hvorfor jeg ikke flipper vildt over den her Scooter, er fordi jeg synes den er den svageste i Lefty-serien - der er jeg som dig også helt vild med Maitre D og også Two Left Feet.

    Og så angående Gothams bine, så er de svære at blive kloge på, og jeg vil ikke sammenligne dem med Mollydookers. Det som jeg beskrev som vammelt (ved Gotham-vinene) er simpelthen den konsistens de har. Et par af dem jeg har prøvet har simpelthen en sirup-agtig fedme over sig, som jeg ikke bryder mig om. Dog har jeg også prøvet en enkelt fra dem som var mere "normal" i konsistensen.

    Egentlig tror jeg, ud fra hvad du skriver, at vi kan lide noget af det samme, så giv da Wine Men et forsøg. Mine vin-venner delte min holdning, men andre jeg har snakket med har ikke set det som et problem, så det handler om smag og behag.

    Håber du vender tilbage med din egen oplevelse - nu er jeg nysgerrig ;)

    Rigtig god jul.
    Jesper

    SvarSlet