Damn you, dyre kvalitets-Moscato.
Her går man og er tosset med et dejligt glas frisk perlende Moscato D'Asti, og er endda godt tilfreds med de billigere af slagsen, og så går man hen og smager en lidt dyrere en af slagsen, som straks ændrer hele ens Moscato-verdensbillede.
Dette fik kæresten og jeg at mærke, da vi i weekenden åbnede denne her Solatìo, anbefalet af min gode ven Palle. Vi købte et par flasker for nogle uger siden, og den første drak vi straks efter købet, da vi var på besøg hos mine forældre. Dengang virkede det som en helt ok Moscato, ganske som vi har prøvet dem før, men det var altså før besøget hos Terroiristen. Den var frisk, perlende og sød, og bare en rigtig rar oplevelse.
Men ak, så opdagede vi at Moscato måske slet ikke skal være så sød, at der godt må være en anelse pikant syre tilstede, og ikke mindst at der kan bydes på andre noter en "behagelig læske-væske" - f.eks. en note af nødder.
Tilbage til denne Solatìo. Som sagt var den som så mange af de "gode" Moscatoer vi har drukket, men i det nye lys, betyder det at den godt nok var læskende, men den var også alt for sød. Faktisk i en sådan grad at det kradsede lidt i halsen, og friskheden fremstod ikke så meget i smagenoterne, men hovedsageligt via kulsyren.
Jeg kan ikke side og sige at dette var en dårlig Moscato D'Asti, for det var det langt fra. Jeg har bare fået nuanceret mit Moscato-verdensbillede en hel del, og i det lys manglede den noget. Til en pris på 75 kroner i Irma er den godkendt, men det kunne være sjovt at smage den op imod Faktas den billige (det er i grunden længe siden at jeg har smagt netop Faktas den billige, så måske jeg skal være varsom med at holde Moscatoer op imod den).
Vi lander på et C, fordi det var et godt glas i sommervarmen, men jeg er helt sikkert på jagt efter noget andet, og mere, i fremtiden.
Karakter: C
Ingen kommentarer:
Send en kommentar