lørdag den 4. august 2012

Riva Leone Barolo 2004

Her få timer før jeg skal hooke op med min gode ven Palle, for at gøre klar til aftenens store vinsmagning, vil jeg lige fortælle om en vin jeg drak da familien og jeg besøgte mine forældre i det danske sommerland.

Vinen hedder Riva Leone og er en Barolo fra 2004, altså en italiener af fineste karakter (og det siger jeg ene og alene fordi der står Barolo på etiketten. Italienerne har jo fået overbevist os danskere om at den slags skriverier på etiketten, er lig med kvalitet. Fuldstændig ligesom ordet Amarone er det. Uanset pris eller kritisk sans).

Ahem.. nå men vinen har jeg købt for snart nogle år siden, og sidst jeg drak en flaske af samme årgang, var det ikke noget at skrive om (hvilket jeg dermed ikke gjorde). Det kan dermed virke lidt fesent og tarveligt at slæbe sådan en middelmådig vin med til mine forældre, men min intention var faktisk god nok. Jeg huskede vinen som ret let i smagen, hvilket måske ville passe fint med at drikke den på terrassen i varmen. Det endte dog med at den først blev åbnet til maden (fra grill - mums), og det skulle vise sig at være helt perfekt.

Vinen er selvfølgelig lavet på 100% Nebbiolo, fra 20-40 år gamle stokke, og starter sit liv på delvist fade og ståltanke. Her ligger mosten i 10-15 dage med daglig omrøring. Derefter lagres vinen på fad i 24 måneder, og efterfølgende et år på flaske. Dette er et udgangspunkt for en Barolo der ikke burde have givet den skuffelse jeg før har haft med flasken, og det var så sandelig heller ikke hvad jeg oplevede denne gang.

Mens min far styrrede kødet på grillen, smagte jeg vinen til. Mums, herlig duft af fad og alder (og vinen havde et svagt orange skær, så det med alder var faktisk noget der svagt viste sig. Overraskende).

Smagen bød på krydrede noter med en skøn sødme, dog uden særligt meget syre eller tannin. Jeg vil mene at vinen både kan og skal nydes nu.

Da vi dagen efter var en tur i Odsherred Zoo fik jeg et totalt flash-back til vinens duft, da jeg bevægede mig ud til æslerne og zebraerne. Måske jeg dermed tør tilføje noten stald til vinen? Ved okserne lugtede der dog langt fra som vinen gjorde, så måske noten "æsler og zebraer fra Odsherred Zoo" skal til at være min nye præcise beskrivelse af duften af stald. Anywho, der var en staldet duft der matchede.

Samlet var det her en virkelig god oplevelse. Det var som jeg mindes en Barolo kan smage, og dejligt at få ændret et dårligt minde til et godt. Jeg ender på karakteren B, fordi det alt i alt sgu nok var fremragende. Barolo og mad på grill. Vinen er i sin tid købt i H. J. Hansen vin på bud til omkring 100 kroner. Nye årgange koster 175 kroner, hvilket er en helt fair pris for en god vin med ordet Barolo på etiketten.

Fortsat god sommer.

5 kommentarer:

  1. Fint indlæg og super foto-setup. Ren idyl. Og så venter vi spændt på referatet af den store smagning.
    vh Ulrk

    SvarSlet
  2. Hej Ulrik

    Tak for ordene - ja, der var godt nok lækkert med høj sol i de gamles have :)

    Den store smagning, eller noterne derfra, er på vej. Jeg skal lige have sat den gode Palle til at fotografere flaskerne ;)

    Hilsen Jesper

    SvarSlet
  3. Ja - det er sgu et flot billede. Jeg har nu taget billeder af de flasker fra OL-smagningen. Men der er ikke så meget idyl eller høj sol. Der er til gengæld en hvis væg, og der er rigtig hvid.

    Ellers altid spændende med en god Barolo til menneskepenge. Det er ikke altid helt let.

    SvarSlet
  4. Ja - beklager stavefejl - mig og min Ipad. Der skulle have stået - en hvid væg, og den er rigtig hvid. Ak ja - over and out!

    SvarSlet
  5. Hej Palle

    Tak for billederne, måske der ikke er idyl, men de er altså rigtigt gode. Fedt du også fik fanget lidt stemning :)

    Billeder og kommentarer er på vej. Og ja, en god, ikke dyr Barolo, det er sgu et fund. Mums.

    Hilsen Jesper

    SvarSlet