The Pinot Project 2014

Jeg fik forleden en udfordring. Den slags udfordring, som de fleste vininteresseret sikkert har fået af familie og venner. Udfordringen lød på, at jeg skulle finde en god “hverdagsvin” til omkring 100 kr. Vinen måtte hverken være for “tung” og garvesyren måtte ikke være for fremtræden. 

“Det skal være en let vin” - blev der sagt
Den nemme løsning havde været at vælge en vin, som jeg allerede havde smagt og kunne stå inde for. Men den løsning fandt jeg både kedelig og uambitiøs. Dertil havde jeg selv lyst til at smage noget nyt og viderudvikle mit “hverdagsvinsortiment”.

De opstillede kriterier, benspænd om man vil, gav visse begrænsninger, men samtidig åbnede de op for kreativitetsslusen, som efter en uges påskeferie havde brug for lidt kunstig åndedræt. “Let og ikke for tanninrig”dette mantra hjemsøgte mig i en times tid, før jeg fik en lille åbenbaring.

“Forhelved, Kenneth! - det er ikke raketvidenskab…. Californisk Pinot Noir!”

Med hovedesæde i New York lever Skurnik Wines  af at importere og distribuere fine vine til både amerikanerne og resten af verdenen. (Åhh det må være drømmen!). Skurnik Wine startede helt tilbage i 1987 med at smage og udvælge de vinen, som de sælger ud til alle afkroge indenfor vinverdenen. I dag repræsenterer Skurnik Wines mere end 500 vinoproducenter. Manden bag Skurnik Wines hedder Michael Skurnik.

The Pinot Project er et resultat af Michael Skurniks erfaringer og kendskab til de mange top Pinot Noir producenter i Californien, samt den pressede amerikanske økonomi. Den pressede amerikanske økonomi har medvirket til at de højt profilerede og ofte meget dyre amerikanske vine har været svære at sælge. Heriblandt de mange top Pinot Noir fra Californien. Det handlede Michael Skurnik på og han fik mulighed for at få en relativ høj druekvalitet til få penge - og dermed var The Pinot Projekt skabt. Det er kun Skurnik Wines, der ved hvilke producenter, der har leveret druerne. Jeg elsker en god historie og The Pinot Projects tilblivelse og historie var mere end nok til at jeg var solgt.

Årgang 2014 er håndlavet på druer fra Sonoma County, Monterey og Central Coast - Kort sagt “Pinot-Land”. Vinen er gæret i rustfrit stål hvorefter 20% ​​af vinen er lagt på franske egetræsfade i 5 måneder. Derefter ligger vinen i 6 måneder i flasken inden den til sidst frigives.

I næsen fangede jeg noter af urter, friske kirsebær, ribs og en lille smule stald!?! I smagen var der ligeledes kirsebær, samt jordbær og måske også ribs, der sammen med behagelig syre gav vinen en fin struktur. Det var en helt igennem behagelig oplevelse og i modsætning til mange Californiske Pinot Noir er Pinot Project mere til den kølige og syrelige side. Den kan jeg godt lide! I glasset fremstod vinen både rødlig og lilla, som gav vinen et let og spinkel udtryk.

Det er ikke stor Pinot Noir, men for 115 kr hos Smalle Vine får man en rigtig fin Pinot Noir, der sagtens kan drikkes som en god “hverdagsvin”.


Karakter: C

Bacio Davino Pazzo - Call me Crazy 2013

“Pazzo!” 

I starten af 00’erne blev sommerferier i min familie tilbragt i den sydlige del af Europa. Ofte var destinationen Italien. Mine forældre plantede min søster og mig på bagsædet, imens de   fra forsædet af vores røde Nissan Sunny forsøgt at navigere efter diverse vejkort. Kortene var ofte foldet helt ud i forruden og min far kiggede skiftevis på vejen og kortet. Lidt frem og tilbage, nærmest vuggende blev vejbaner skiftet, farten reguleret og der forekom til tider utilsigtet blink fra bilens baglygter. Omkring os overhalede de lokale med nedrullede bilruder. Nogle så halvfornøjet på os og andre råbte og tog sig til panden i raseri over vores kørsel. Men frem kom vi. Om de har råbt “Pazzo!” efter os ved jeg ikke, men det er et kvalificeret bud. 

“Pazzo” er italiensk og betyder skør/sindsyg men er samtidig også navnet på det californske vinhus, Bacio Divino Cellars’ mest funky blend bestående af sangiovese, merlot, syrah og cabernet sauvignon. Om “Pazzo” så er sindsyg det undersøge jeg senere. 

Størstedel af Bacio Divino Cellars’ blend er sangiovese, som man kender bedst fra de italienske klassikere (eks. Chianti og Brunello di Montalcino). I Pazzo er 58 pct. sangiovese, 22 pct. merlot og de sidste hhv. 12 og 8 pct. er på syrah og cabernet sauvignon. Der er som huset selv beskriver det tale om et rigtig “funky” blend og måske i manges vinkyndiges øre et “skørt” blend. Ikke desto mindre har vinhuset siden 1999 lavet denne vin i et af Californiens kendeste vinområder, Napa Valley.

NÅ! hvordan smagte lortet så?

Jeg åbnede vinen efter en lang dag på arbejde, hvor svie og smerter skulle dulmes med lidt godt til ganen. I glasset fremstår vinen mørkerød og var både tyk og fyldig i sit udtryk. I næsen var der både noter af kaffebønner og chokolade. Meget behagelig duft. I smagen var det svært at spore de 14,9 pct. alkohol - istedet bød vinen på en masse frugt, særligt modne kirsebær, chokolade og sød lakrids. De mange smagsnoter blev afrundet af fine tanniner, der nappede lidt i kinderne. Der var en rigtig god balance mellem smag, syre og tanniner - og vinen er slet ikke så "sindsyg" endda!

Vinen kan købes hos hhv. Fine Wines og Smalle Vine for lidt under 300 kr.

I december 2015 gav Wine Enthusiast denne vin 90 point, hvilket jeg synes er helt på sin plads. Jeg kvitterer med ….

Karakter: B

(Iøvrigt så er min far en fremragende bilist)

Fratelli Vogadori Amarone della Valpolicella Classico Forlago 2004

Ligesom i så mange andre familier har der i min familie altid være tradition for, at der bliver drukket god vin juleaften. Tidligere var det gaver og senere var det maden jeg glædet mig til. Men i takt med at min interesse for vin er vokset, så må jeg indrømme at det mere og mere er vinene jeg ser frem til juleaften. Som den opmærksomme læser sikkert har bidt mærke i, så er vores valg af julevin ret konservativt. Vi drikker nemlig ”Amarone” juleaften – i folkemunde bedre kendt som Danskervinen. Jeg vil dog til hver en tid påstå, at denne vin er lidt mere speciel, end den der handles i supermarkederne landet over. Her er hvorfor.

Stort set hvert år besøger mine forældre i deres sommerferie den lille italienske by, Negrar. Her holder det lille vinhus Fratelli Vogadori til. Huset drives af 3 brødre (”fratelli” betyder brødre på italiensk) og der produceres omkring 10.000 flasker vin årligt. Huset er tro mod sit nærområder når det kommer til produktion og vine. Huset laver alt lige fra Amarone, Ripasso, Recioto, Passito og Grappa. Klassisk Valpolicella!

Huset topvin er Fratelli Vogadori Amarone della Valpolicella Classico Forlago. Det er den vin vi drikker juleaften. Vinen laves kun i de bedste år hvor både vejrforhold og druer er perfekte. Druerne håndplukkes (naturligvis) i slut september og tørrer frem til februar, hvor den 60 dage lange fermenteringsproces i ståltanke sættes i gang. Herefter kommer vinen på fransk egetræsfade i 3,5 år inden den kommer på flaske. Der laves ca. 1200 flasker af denne vin de bedste år og det gør selvfølgelig noget ved prisen. Jeg har set årgang 2008 til salg for 395 kr. hos Vedovo Wine og årgang 2011 til salg for 495 kr. hos Risskov vinlager.

Lad mig bare afsløre, at der er saft og kraft i denne Amarone fra Vogadori. Vinen havde en virkelige skøn ”næse”, med noter af tørrede mørke frugter, som sveske og rosin og skønne fadnoter som vanilje. I smagen havde vinen ligeledes noter af tørrede frugt og vanilje– og jeg fornemmede noget der bedst kan beskrives som mørk chokolade. Intens og lækkert var det i hvert fald! Taninnerne var behagelige og rundede. 

Både vinhuset og de forskellige danske distributører anbefaler at denne vin skal stå alene efter et måltid. Jeg er helt enig! – Nu må det godt blive den 24. december!

Glædelig Jul

Karakter: A

William Hardy Langhorne Creek Shiraz 2014 & William Hardy Limestone Coast Chardonnay 2014

Vi får fra tid til anden tilsendt vine fra forskellige vinentusiaster og sælgere, som ønsker at få sat ord på deres vine af os. Fornyligt fik vi tilsendt 2 vine fra det store australske vinhus, The HardyWine Company. Det drejer sig om William Hardy Langhorne Creek Shiraz fra 2014 og William Hardy Limestone Coast Chardonnay ligeledes fra 2014.

The Hardy Company blev grundlagt tilbage i 1853 af vinmageren Thomas Hardy, der har haft stor betydning for vinindustrien i Sydaustralien. The Hardy Company producerer både billige ”hverdagsvine” og dyre vine. Husets vin ”Eileen Hardy” der både laves i en Pinot Noir og Shiraz udgave er i de bedste årgange bl.a. blevet rated til 93 point af Wine Enthusiast. Med andre ord kan The Hardy Company byde på det hele, men i Danmark kender de fleste sikkert kun vinhusets billigere vine (Hardys Crest, Nottage Hill og Hardys HRB Cabernet Sauvignon), som kan købes i Coops butikker landet over.

Selvom de to tilsendte Hardy-vine er det vi på bloggen kalder for ”hverdagsvine” og som vi sjældent anmelder, så er vi ikke for fine til at ”trække i arbejdstøjet” og give en ærlig anmeldelse af vinene.

William Hardy Langhorne Creek Shiraz 2014

William Hardy Shiraz er fra Langhorne Creek, som ligger på halvøen Fleurieu syd for Adelaide i Australien. Det er også her man finder det kendte områder, McLaren Vale, som vi efterhånden har anmeldt mange vine fra. Under gæringen er William Hardy Shiraz blevet tilsat egetræs spåner og senere i modningsprocessen har vinmageren tilsat fransk og amerikansk egetræ for at give vinen karakter. Metoden er anerkendt, men er lidt af en genvej for at opnå fadnoter på en billigere måde.

I næsen synes jeg ikke at William Hardy Shiraz har meget at byde på. Jeg fik noteret ”sødme” og ikke meget mere end det. Vinen smager af brombær og meget kraftigt af vanilje. Den kraftige smag af vanilje er et resultat af at vinen under gæringen har været tilsat egetræs spåner. Ligesom i duften, så domineres smagen af sødme, der runder vinen af forholdsvis hurtigt. Jeg savner både fylde, tanniner og især det mere krydrede noter, som Shiraz vine kan byde på. De krydrede noter finder jeg bare ikke i denne vin – desværre.

Er det hæderlig vin man får med hjem, hvis man vælger at bruge 99,95 kr. i en af Coops butikker for denne vin?

Hvis man er til vine der er ”nemme” at drikke og har man endnu ikke de store oplevelser med vin, så vil jeg ikke udelukke, at man vil kunne sætte pris på William Hardy Langhorne Creek Shiraz fra 2014. I forhold til at vinen koster 100 kr. så savner jeg mere kompleksitet og fylde. Til 100 kr. vil jeg mene at man kan finde bedre alternativer hos sin lokale vinhandler.

Personligt er jeg de senere år røget videre og ud i den tungere ende af vinverden, hvor vinene byder på flere lag og noter, der i sammenspil med tanniner og syre giver komplekse vine. I denne sammenhænge byder en vin som William Hardy Shiraz byder simpelthen på for lidt og jeg kan derfor ikke give mere end:

Karakter: D

William Hardy Limestone Coast Chardonnay 2014

Næste vin er en Chardonnay fra Limestone Coast. Nemlig William Hardys Chardonnay fra 2014. Limestone Coast ligger sydøst fra Adelaide og har i australske sammenhænge et forholdsvis køligt klima. Udover Cabernet Sauvignon og Shiraz dyres der både Riesling og Chardonnay i dette område, som domineres af The Hardy Wine Company og en anden konsumvinsgigant. Nemlig Lindemans, som også findes på supermarkedernes vinhylder.

Om denne Chardonnay skriver vinhuset selv, at vinen er både frisk livlig og byder på forskellige frugtnoter. Jeg fandt ikke vinen nær så livlig og frisk, men jeg fik noteret, at der i næsen var noter af fersken og frugt – og det var egentlig overraskende. Konsistens var fin – nærmest cremet. Dertil noterede jeg, at vinen var præget af broombær og sød frugt i smagen. Men jeg savnede noget syre, som kunne spille op imod vinens sødme.

Ligesom Shiraz'en så byder denne Chardonnay på for lidt. Den står ligeledes til 99,95 kr. og det er for meget, hvis du spørger mig.

Karakter: D

 

Selvapiana Vigneto Bucerchiale Chianti Rufina Riserva 2011

Sidst jeg lavede en anmeldelse her på ”Vintanker” var det om en italiensk vin. Vi bliver i det italienske og denne gang er valget faldet på det italienske vinhus Selvapianas flagskib. Nemlig Bucerchiale Chianti Rufina Riserva. Vinen er fra 2011 og er lavet på 100 pct. Sangiovese fra marken ”Bucerchiale” og er dermed det man kalder en enkeltmarks Chianti Rufina. Marken består af vinstokke plantet i hhv. 1968 og 1992. ”Bucerchiale” bliver kun produceret i de bedste år. Hvis man har lyst til at vide mere nørdet viden om denne vin bør man tjekke vinhusets hjemmeside. Her kan man læse alt lige fra hvordan både forår, sommer, vinter var i denne årgangen og hvilken påvirkning disse forhold har haft på vinen – til jordtype, høsttidspunkt, you name it!

Tidligere årgange af denne vin har fået fine karakterer af vin-guruen, Robert Parker. Denne årgang er endnu ikke anmeldt. Det er en skam, hvis du spørger mig.

Hvad jeg har kunne læse mig frem til, så gæres vinen i 25 dage, sammen med drueskallerne. Dette gøres i høj grad for at give vinen mere tannin. Efter gæringen lagres vinen i hhv. store og små egetræsfade i 15 måneder inden den blandes i ståltanke. ”Bucerchiale” frigives først efter yderligere 10 måneders lagring og er ifølge producenten selv drikkeklar, når den kommer på markedet.

I næsen fangede jeg noter af kirsebær og fad (Det var lige som du skulle være). Smagen bød på noter af tobak og frugt, der sammen med halv kraftige tanniner gav en dejlig balanceret vin, som fremstår let og elegant i glasset. Jeg synes der er tale om et rigtig godt glas vin, som i høj grad kan drikkes nu.  ”Bucerchiale” kan købes hos Otto Suenson for 225,- Det er en fornuftig pris, hvis du spørger mig.

Hvis du er glad for frugtige og tanninholdige italienske vine, men ikke har lyst til at sprænge budgettet, så er "Bucerchiale" et rigtig, rigtig godt alternativ. 

Karakter: B-