Mollydooker Blue Eyed Boy 2011

Det er ikke nogen hemmelighed, at Mollydooker generelt får rosende ord med her på bloggen. Der er bare noget ved deres storladne og frugtbombede vine, der fra tid til anden bare taler til mig - når humøret er til det, er jeg en ren sucker for deres jammy sukkerchok.

Derfor har det været en stor skuffelse at opleve, hvordan årgang 2011 endnu ikke har formået at imponere mig, og det på trods af at årgangen skulle være udråbt som noget af det bedste Mollydooker har produceret (de fleste af vinene er endda steget i Mollydookers eget smage/oplevelses-index, Mollydooker Fruit Weight, hvilket burde signalere en øget kvalitet).

Først var det den miserable smagning af hele 2011-årgangen, hvor ingen af vinene fik lov til at komme til deres ret - den oplevelse er pænt glemt, og skal ikke få lov til at forme mit indtryk af årgangen.

Siden var det 2. vinen Carnival of Love som jeg smagte til nytår. Det var en ok vin, men den underpræsterede i den grad, ikke mindst når man kigger på prisskiltet på 500 kroner.

Og alt dette bringer mig så frem til den senest smagte, nemlig Blue Eyed Boy 2011. Denne vin hører til det som Mollydooker kalder deres party-serie, og i følge den tidligere nævnte Fruit Weight-skala, skulle kvaliteten af druerne i denne vin, bringe den op omkring den kvalitet som storebroren Carnival of Love har haft i tidligere årgange. Ikke dårligt for en vin til 300 kroner, sådan (i teorien) at kunne sammenlignes med en vin til 500 kroner.

Blue Eyed Boy er 100% Shiraz, og så trækker den hele 16% alkohol - det sidste kommer desværre til at spille en rolle i min bedømmelse af vinen.

Jeg drak vinen ved lidt under stuetemperatur, så den fremstod kølig men ikke kold, og efter det obligatoriske Mollydooker Shake (Mollydookers unge vine skal rystes, for at frigive den kuldioxid som er tilsat for at nedbringe brugen af sulfitter), blev den hældt op og iltet i omkring en time.
På trods af alt dette, var det fra starten tydeligt, at vinen slet ikke var åbnet op, og den frugt og varme som normalt kendetegner Mollydookers vine, var slet ikke til stede. I stedet virkede den stram og lukket, og især den skarpe alkohol brændte igennem på en meget ucharmerende måde.

Først efter en del timer begyndte vinen at åbne sig. Alkoholen dæmpede sig, og noter af fad, jord og lidt chokolade poppede frem. På dette tidspunkt var vinen egentlig ok, men der manglede noget harmoni.

Vi satte vinen på køl, for så at tage den frem igen dagen efter. Her fik den lov at få varmen, plus lidt ilt i glassene, før den blev drukket. Desværre var den faldet helt sammen, og igen var det bare alkoholen der brændte skarpt igennem. På ingen måder en nydelse.

Jeg ved ikke hvad det er med Mollydookers årgang 2011, men den imponerer bare slet ikke, set i forhold til tidligere årgange.
Min oplevelse af denne Blue Eyed Boy, fik mig til at tænke på den miserable smagning på Reef'N'Beef, hvor ham som stod for smagningen, prøvede at overbevise mig om at 2011 jo blot var en vårhare, og at den SLET ikke skulle drikkes nu, men mere smages for dens potentiale.
Denne udlægning står bare ikke rigtig mål med min tidligere oplevelse med Blue Eyed Boy. I 2011 smagte jeg en årgang 2010, hvilket altså må være en endnu yngre vin, og som endda holdt hele 17% alkohol, og den var en LANGT bedre oplevelse. Den besad netop alt det jeg har lært at forbinde med Mollydooker - det varme, det frugtede, det jammy, men også harmoniske.

Noget er galt i Dookerland - måske er det årgangen, måske er det mine ændrede smagsløg. Jeg ved det ikke, men jeg lander på karakteren C-, trods alt. Den performede trods alt hæderligt et par timer på førstedagen, men jeg går fra smagningen med et plettet minde.

Er der andre som har smagt Mollydookers årgang 2011, så skriv endelig en kommentar. Jeg er nysgerrig efter hvad andre har oplevet.

Karakter: C-

Greenock Creek Cornerstone Grenache 2009

Hold da op, det var sgu da en overraskelse.

Forleden dag havde jeg lyst til vin, og det kolde vejr havde givet mig lyst til en varm australsk bombe. Det fik jeg ikke. I stedet blev det til noget af en overraskelse, med fine og lette noter jeg sjældent finder i de australske vine jeg har for vane at drikke.

Vinen var fra Greenock Creek i Barossa Valley, et vinhus grundlagt i 1978 af ægteparret Annabelle og Michael Waugh. De er efter sigende kendt for især yderst terroir-prægede vine, hvorfor vinmarkernes navne ofte går igen i vinenes navne. Samtidig er produktionen meget lav (omkring 2500 kasser om året, har jeg læst), så samlet set har Greenock Creek formået at skabe en smule buzz og kult omkring sig.

Druen er Grenache, en hårdfør drue som trives godt ved høje temperaturer og i tørt og goldt terræn, hvorfor den er blevet populær i Californien og ikke mindst Australien. Det er sgu en drue jeg skal være ærlig og sige jeg ikke kender meget til som enkeltdrue, så min naive tro på at jeg skulle have en solmoden australier, blev godt nok gjort til skamme.

I glasset var vinen mørk rød men med en lys klarhed, hvilket var første tegn på en lettere vin end ventet.
I næsen var det hindbær der slog mig, og noter der ikke var helt ulige det jeg oplever i Pinot Noir fra Australien - klart mere let og lyst end hvad jeg troede jeg skulle opleve.
Smagen var præget af en skarp rank syre, en fornemmelse af hindbær, super godt integreret fad og så en forsvindende svag tannin. Det var en let fornemmelse, men stadig kraftfuld i smagenoterne, og jeg sad med en følelse af at jeg godt kunne have siddet med en burgundisk vin fra et varmt år.

En stor overraskelse, med tanke på hvad jeg havde ventet, men heldigvis også en rigtig fin vin. Nyeste årgang (2011) står til knap 300 kroner hos Atomwine, hvilket jeg måske nok synes er lige i overkanten - især set i lyset af at den dagen efter faldt lidt sammen og blev lidt kedelig. Derfor lander jeg på karakteren C+, da det var god vin, der måske er prissat en tand for højt - det er prisen man betaler når vin bliver kult.

Karakter: C+

Medbring selv vin

For ikke særligt længe siden, ville jeg og min gode vin-ven Palle drikke lidt god vin sammen. Det var alt for længe siden at vi havde set hinanden, og der var alt for megen god vin der lå og ventede på en deler.
Desværre bor vi begge småt, med kærester og børn, og da vi gerne bare ville have en rigtig hygge/snakke/mande/drikke-aften, Palle og mig, var vi nødsaget til at kigge andetsteds for at finde et sted der kunne huse os.

Problemet med almindelige restauranter er at de selvfølgelig har deres eget vinkort, og kan man presse dem til at man må tage sin egen vin med, ender der gerne med en proppris på flere hundrede kroner per flaske.

Men, men, men.. Palle fandt frem til restauranten Romarin på Østerbro i København, en restaurant hvor man selv kan medbringe vin uden at betale proppenge - se, det er en god idé.

Der skal ikke siges så meget andet end at servicen fra start til slut var helt i top, maden var, trods det lidt fesne dessertbillede, dejlig (med yderst velsmagende hovedretter), og så var prisen endda til at overkomme. Vi havde en helt fantastisk aften, og det er langt fra sidste gang vi kommer der.

Så til alle jer der, som os, har svært ved at huse gutterne (eller tøserne) til god mad og vin, uden at det skal gå ud over hele familien, så får Romarin en varm anbefaling herfra.