A tasting to end all tastings

Hvis det ulidelige skulle ske, at jeg resten af mit liv ikke måtte røre en eneste dråbe vin, har lørdagens vinsmagning gjort at jeg alligevel kan læne mig tilbage som en glad mand. I løbet af 6-7 timer lærte gutterne og jeg, alt hvad der er at lære om gæstfrihed, ydmyghed, ekstravagance, gavmildhed og ikke mindst cremen af cremen inden for vin. Intet mindre.

Vinsmagningen startede som en invitation fra en af mine forældres venner. Bjarne som han hedder, er selv stor vinnyder, og har igennem mange år samlet på god vin. Jeg mindes aftener fra min barn- og ungdom, hvor han med fruen var på besøg hos mine forældre, og de sad og smagte og gættede på hvad han havde bragt med af gode sager.

Nu er jeg så selv blevet vinnyder, og via bloggen her, gik det op for Bjarne, at interessen går lidt videre end blot at nyde en flaske i ny og næ, og at jeg endda har en gruppe venner der har det på samme måde. Derfor foreslog han om ikke han skulle holde en vinaften for os.
For ham lå glæden i at få lov at præsentere hvad god vin er for sådan en gruppe vårharer som os, og det er jo både en invitation og en udfordring vi på ingen måder kunne lade ligge. Derfor takkede Palle, Jonas, Frank, Thomas, Martin (Palles bror) og undertegnede ja tak til lørdagens arrangement.

Oplægget var at vi skulle smage omkring seks vine, men det skulle hurtigt vise sig at Bjarne havde helt andre planer. Vi skulle ikke bare smage et par gode vine, men have en komplet tur rundt i det som for Bjarne, og mange andre, står som noget af det ypperste i vinen verden, nemlig franske vine i den gode ende.

Der var enkelte afstikkere undervejs, og så var der ellers godt med overraskelser. Gang på gang tog Bjarne en vis legemsdel på os, og vi måtte bare kigge på hinanden med vantro i øjnene. Dette var helt klart "the tasting to end all tastings".

Vi troppede pænt op i samlet flok, og blev ledt ned i vinkælderen, hvor der var dækket op til os. Bjarne havde sørger for at der var købt godt ind af pølse (og for pokker det var nogle gode nogle), og sammen med hjemmelavet pesto, ost, paté og brød, var der ikke en finger at sætte på forplejningen.
Og som de første vine kom på bordet, begyndte også vores fantastiske rejse ind i de store vines land. Bjarne var hamrende veloplagt, og gav både plads til at vi gutter kunne snakke og kommentere hvad vi smagte, samtidig med at han fortalte den ene historie eller anekdote efter den anden. Intet mindre end fantastisk.

Lad os se på hvad vi smagte (i drukket rækkefølge), og så godt jeg kan vil jeg give et par noter med på vejen. Hen mod enden glippede det dog lidt for mig med noterne, for der blev godt nok drukket igennem.
Alle vinene blev smagt blindt, indtil vi alle havde fået smagt og sagt et par ord om den aktuelle vin. Derefter afslørede Bjarne hvad vi sad med i glasset.


Jean Bliard Grande Réserve Champagne 1995

Jeg er på ingen måder Champagne-drikker. Faktisk kan jeg ikke fordrage stadset, men det er nok fordi jeg kun har drukket noget billigt sprøjt (og ofte noget der ikke engang må kalde sig Champagne).
Bjarne valgte dog at åbne aftenen med denne Champagne. Ud over at det er en frisk og hyggelig måde at starte en smagning på, havde Bjarne også læst at jeg jo jagter den gode Pinot Noir, og derfor synes han det var lidt sjovt at servere en Champagne lavet på 100% Pinot. Jeg er ganske enig.

Champagnen fremstod utroligt gul i glasset, og havde enkelte strenge af bobler (og kendere siger at jo bedre en Champagne er, des færre bobler).
Bjarne fortalte undervejs, at gode og gamle Champagner, efter lidt tid i glasset vil få en tydelig duft af rugbrød, og sørme om ikke det passede. Til at starte med var der ikke rigtig noget, men efter 20 minutter begyndte det. Kraftig rugbrød der gik over i en karakter af surdej. Meget meget interessant.
Smagen var utroligt mostet (som i kraftig most, nærmest æblemost), men ellers frugt, og så havde den en lækker perlende friskhed. En utroligt interessant åbning på aftenen.


Cuvée Frédéric Emile Trimbach Riesling 2001

Efter Champen serverer Bjarne to hvidvine på en gang, så vi har mulighed for at smage dem op imod hinanden. Allerede her får jeg tanken, at hvis vi skal have omkring seks vine, så er halvdelen gået nu, og jeg er altså mest rødvinsmand. Hmm.
Nå, men den første hvide er denne Riesling fra Alsace. Den var lys og klar, og havde en duft af læder (indbundne læderbøger, bagerst på et gammelt bibliotek, sagde nogen), hyldeblomst (og blomster generelt, sagde andre), og efter en del tid i glasset, kom en herlig duft af salmiak. Sært men godt.
Smagen var fin og let, og igen trådte hylden frem. Dejligt og frisk. Selvom jeg ikke er en hvidvinsmand, er det da helt klart at vine som denne er med til at åbne mine øjne. Jeg var ikke hundrede procent overbevist, men det var en god start.


Puligny-Montrachet Les Folatieres 2005

Den anden hvidvin der blev skænket op samtidig med den forrige, var denne "unge" sag. En Chardonnay fra 2005.
Jeg nåede ikke at notere mig farven, men hvid/gul er nok ikke helt skævt.
Til gengæld fik jeg skrevet at den havde en kraftig duft af nød, og denne nødede duft gik igen i smagen. Derudover var smagen utroligt fed, og sat op imod Rieslingen, var denne Chardonnay bare så meget mere saft og kraft. Den var fed, den var tyk, der var knald på smagen, og så stod indtrykkene bare klarere for mig i denne, end i Rieslingen.
Dog indskød Bjarne, at spiste man ude og der ikke var andet, så gik man aldrig galt i byen med en Riesling fra Alsace. Derfor skal dette ikke læses som en nedgøren af Rieslingen, men bare at Chardonnayen i min mund var et mere interessant glas hvidvin.


Gevrey-Chambertin 2006

Så blev det rødvinstid, og igen blev der serveret to op imod hinanden. Første vin var en Pinot Noir fra Bourgogne (hvor ellers).
Selvfølgelig var den rød, men den var godt nok klar i glasset. Ikke så overraskende når vi snakker Pinot.
Duften havde tydelige noter af svedske og så en anelse eg.
Jeg fik ikke noteret mig så meget om smagen. Det var svært for mig at sætte ord på den, ikke mindst fordi jeg synes at syren trådte ret kraftigt igennem.
Jeg er sikker på at Palle eller en af de andre gutter kan byde ind med lidt mere klogt.
Det skal dog siges, at vinen på ingen måder skuffede, men som ny Pinot-drikker, har jeg nok brug for lidt mere saft og kraft til at lokke mig over. Derfor var denne vin, for mig, lidt hurtigt glemt. Undskyld Bjarne.


Jean Gros Vosne-Romanée 1989

Så begynder der for alvor at komme lidt alder på drengen. Anden rødvin i glasset er endnu en Pinot, men 17 år ældre. Hold da op.
Vinen står nærmest brun i glasset. Ikke noget med teglsten eller noget. Martin siger flad cola, og manden har ret.
Duften virker faktisk meget indelukket, og vi noterer os noget der minder om portvin. Palle holdt denne vin kørene i glasset i ca. to timer, og der var der absolut ingen duft tilbage. Meget underligt.
Smagen havde noter af rosin, og så ellers igen syre.
Dette var et godt glas Pinot, og så var det virkelig sjovt at smage en vin med den her slags alder.
Måske Palle kan byde ind med hvordan smagen var efter de to timer, for det fik jeg ikke smagt på (det var jo hans glas, og jeg var vist travlt optaget med noget andet vin).


Flor De Pingus 2003

Her kom den første rigtigt store overraskelse. Tænk sig, en Flor De Pingus. Ingen af os havde troet at det skulle være "sådan" en aften. En aften hvor man fik lov at smage sig ind i de hellige haller af kultvine.
Det var interessant hvordan vi alle fornemmede at denne vin ikke kunne være fransk, og vores bedste bud var Spanien. Når der blev sagt Spanien blev der også sagt Tempranillo. Og så var der en der sagde Ribera Del Duero, og har man sagt Tempranillo og Ribera Del Duero, så må man også rette sig selv og sige Tinto Fino (som er navnet på Tempranillo-druen i Ribera Del Duero).
Rent blær, for vi ramte den jo lige i røven (ja, så sagde jeg det), men sandheden er mindre imponerende, for beder du os nævne andre regioner (ud over Rioja) eller druer, så er vi sgu lidt på bar bund. Så heldige, det var vi.

En Flor De Pingus er præcis så god som man siger den er (for det er der nogle der siger), og på trods af at jeg helt glemte at notere noget om dens smag, så kan jeg da sige at den står meget mørk i glasset, med en let lys kant og ellers et lilla skær.
Duften var karakteristisk af alder, og så synes jeg der var en duft af pølse. Tror jeg, for jeg har også skrevet noget andet i mine noter, men aner ikke hvad der står (måske sclunigk). Der er noget der siger mig vi er ved at blive småstive (og Bjarne noterede sig at ingen af os brugte spytspanden). Igen må Palle byde ind med lidt ord.


Château Saint-Pierre 2003

Efter Pingusen kom denne franske vin, og så er vi jo tilbage i en helt anden slags vin. Den var god, men jeg skal være ærlig at indrømme at jeg ikke fik noteret mig særligt meget om den.
Jeg tror vi alle var meget oppe at køre over at vi lige havde fået lov at smage Flor De Pingus, og når vi når ud på 7. vin, begynder bloggeren at falde lidt af på den med noterne. Det skal jeg kun beklage.

Jeg fik dog noteret mig at vinen faktisk var meget mørk, tæt på sort, og havde en duft jeg noterede mig som smøragtig. I dag er jeg ikke helt sikker på hvad jeg mente med det, men jeg fornemmer noget med at den havde en fedme i duften.
Smagsmessigt havde den en sødme, og nogle ret svage tanniner, og mere fik jeg ikke noteret mig. Tror faktisk jeg havde svært ved at skrive mere.


Château Mouton Rothschild 1995

Godt så. Så var det tid til at vi igen skulle imponeres. Som tidligere sagt smagte vi til start vinene blindt, og her var vi sikre på at det måtte være en ældre vin pga. smagen, men ikke udseendet. At det så var en Rothschild fra 1995 vi fik lov at smage, det var der ingen af os der turde have troet.

Vinen var meget mørk i glasset, og på trods af dens alder, var den hverken brun, eller noget der minder om det. Som jeg noterede mig, var den "sygt ung i farven".
Duften fik jeg ikke noteret mig meget om, andet end at den havde en duft af alder. En lidt hengemt duft som jeg synes ældre vine kan få, og det er ment hamrende positivt.
Smagen var til gengæld utroligt kraftig, der var godt med tanniner og så havde den en note af jord. Virkelig virkelig delikat. Det var tydeligt at det her var en topvin, og jeg gad godt vide hvordan den ville smage om, lad os sige 10 år.
Hold da kæft, sikke en oplevelse.


Château Beychevelle 1929

Bjarne må virkelig have tænkt over hvilke vine vi skulle smage, og så sandelig også rækkefølgen, for hvordan skal man servere en vin efter Rothschilden, uden at den skal falde helt igennem? Løsningen var at tage røven på os, igen, så hamrende fuldstændig: En Chateau Beychevelle fra 1929. Ja, 1929.
Sådan en vin er nærmest i en kategori for sig selv, så på en måde blev den et afbræk i serien af rødvine, og blev en hamrende kuriøs oplevelse, klart uden for kategori.

Hældt op i glasset stod denne vin meget mørk brun. Og vi snakker ikke rød med brun nuance. Vi snakker brun vin (brunvin?). Det var for os alle tydeligt, at her havde vi at gøre med en vin med alder. Vi har før smagt en Gaja fra 1971, og med den svagt i hukommelsen, mente vi at vi nok måtte længere tilbage. Bedste bud var 1964.
Til start var den en duft af køleskab, den der lidt syrlige mælkeproduktsduft, som jeg også synes vin med alder kan få, men efter lidt tid, fik den en duft af boullionterning. En meget kraftig og koncentreret animalsk duft.
Smagen var helt og aldeles i en kategori for sig. Først noterede jeg mig karamel, men efter lidt tid måtte jeg bare notere mig at den havde en smag som ingen anden rødvin. Faktisk noterede jeg mig at den ikke var rødvin. Den havde simpelthen ændret karakter, nærmest til sit eget enkeltstående produkt, hvor især smagen af medicin og kampfer skinnede igennem.
Hånden på hjertet, så smagte den faktisk godt, men det var en meget speciel smag. Kraftig og ikke-rødvinsagtigt, og så var det jo bare en helt vild oplevelse, at få lov at smage en vin med sådan en alder. Vi var blown away.


Les Forts De Latour 1990

Efter den vilde oplevelse med Beychevellen, var det tid til at komme tilbage til de store røde igen, og hvorfor ikke gøre det med et brag af en vin? Sådan må Bjarne have tænkt, da han planlagde at vi skulle smage denne vin.

I glasset stod den mørk rød, men med en begyndende mørk teglfarve i kanten. Duften havde igen den tydelige karakter af alder, og bød også på læder og eg.

Smagen var vild. Når man når 10. vin, begynder man at blive lidt poetisk (åbenbart), for i mine noter til smagen skrev jeg "Et totalt samlet penselstrøg af helhed i min mund". Det her var virkelig en vin der var komplet i sin smag, den var let, den var fantastisk og den var præcis som den skulle være. Jeg har ikke noteret mig en eneste smagsnote, men det her var bare fantastisk.
Afslutningsvis noterede jeg mig at den her vin var "ægte smooth", og Palle vil give den karakteren A. Jeg er ikke uenig.


Château Pavie 2000

Aftenens sidste rødvin (troede vi), var så lige en Château Pavie fra år 2000. Og hvorfor var den speciel og "sjov at smage"? Altså, ud over at det var en helt ufattelig god vin, så var det en af de vine som den gode Hr. Robert Parker har givet 100 point. Intet mindre, og sikke en oplevelse for os.

Den var forbavsende sort, og stod med flotte gardiner i glasset. Duften fik jeg slet ikke noteret, men smagen havde til gengæld massere af saft og kraft. Der var mørk peber og krydderier, godt med fylde og helt tilpas med tanniner. Det her var en vin der bare smagte hamrende godt.

Da Palle havde taget en tår, kiggede han undrende over på mig med et skævt ansigt, og nærmest hviskede ind over bordet "Er det her fransk?". Og han har ret, for den smagte faktisk slet ikke fransk, hvilket måske også er årsagen til at Hr. Frugtbombe Parker har givet den en så flot karakter.
Palle holder sig på ingen måder for fin til ikke at skulle give Hr. Frugtbombe ret, og kvitterer dermed med karakteren A. Jeg nikker anerkendende og kipper med et flag.


Castelnau de Suduiraut Sauternes 2001

12. vin blev vinen hvor det gode humør røg, og venskaber blev brudt, for der var vi godt nok ikke enige. Og med det mener jeg at det blev mig mod rov. Pisse unfair.

Problemet er at der blev sat sauternes på bordet, og til folk der drikker den slags, så ved man at det kan blive noget forfærdeligt sødt stads. Det er der sikkert mange der kan lide, men det kan jeg ikke, ligesom jeg heller ikke er glad for drinks, netop fordi det tit er noget sødt stads.

Nå, men denne fætter havde en duft der virkelig var kraftigt sød, men hvor jeg fornemmede en lidt lakridset duft. Dette gik igen i smagen, hvor også honning bød sig til. Der var virkelig tryk på smagen, den var intens, cremet og virkelig virkelig kraftig.
For mig blev det meget hurtigt alt alt for meget, men jeg har lovet gutterne at skrive at de (og det er alle fem) var totalt vilde med den. De kunne nærmest ikke få armene ned over hvor godt den smagte.

OK, venskaberne blev måske ikke brudt, og jeg tror bare vi må enes om at dette var en super lækker sauternes, og at jeg bare ikke er til den slags.


Château Lynch Bages 1970

Vi nærmede os afslutningen (egentlig var sauternen afslutningen), men Bjarne havde stadig lidt i gemmerne. Han havde på forhånd lagt til side hvad vi skulle smage, med et par enkelte flasker klemt ind, hvis vores ønsker skulle dreje i en anden retning.
Nu sad vi og var færdige, men slet ikke færdige med den ekstremt hyggelige stemning det var, at side der i Bjarnes kælder med lidt rødt i glassene. Så for ikke at ødelægge stemningen, hentede Bjarne lige en enkelt flaske rødvin frem til os.

Valget blev en Lynch Bages fra 1970. Jeg har netop diskuteret denne vin med Palle, for jeg fik ikke noteret noget som helst om den, og jeg kan ærligt talt ikke huske den. Som Palle ganske rigtigt siger, var en rødvin på dette tidspunkt nok skønt spildte dråber, for efter sauternen, og alt hvad der kom før den, var vores smagsløg nok slet ikke gearet til en gammel fransk vin.
Jeg kan huske at jeg på aftenen diskuterede den med Thomas, og at jeg mente at det var et godt glas, og den var god, men mere præcist kan det desværre ikke blive.


Fonseca Vintage Port 1994

OK godt så. Nu må det slutte, og det gør det også. Aftenens sidste vin, blev en portvin fra 1994. Jeg mindes den kun svagt, men mindes dog en nydelse og en glæde. En dejligt sød (ja, trods alt, så lidt sødt er jeg da til) afslutning på en helt og aldeles fantastisk aften.

Palle kan huske lidt flere detaljer, så han har budt ind med at den var ret mørk, nærmest rusten-orange agtig. Den havde en frugtet næse, og så var der mørk chokolade og en del sødme. Smagen var intens, med frugt og fad. Eftersmagen bød på krydderier. Virkelig god og saftig.

Og ja, jeg er selvfølgelighelt enig.


En lang aften kom omsider til sin ende, og hvilken aften det havde været. Det var en kæmpe stor oplevelse for alle os gutter, og der skal lyde et stort tak til Bjarne for den oplevelse han gav os. Vi ved godt at vi måske ikke efterlod det mest indbydende bord, og vi beklager at vi ikke hjalp med opvasken, men alligevel håber vi at vi igen en dag, vil få chancen for at nyde god vin, dybt nede i Bjarnes kælder.